Entrepreneurship at AU Herning
DU ER HER: For studerende » Entrepreneurskab på AU Herning

Entrepreneurskab på AU Herning

Forfatter: Jan Martinsen, april 2010

Business Factory

Man bliver ikke en dygtig musiker af at lytte til musik i tusindvis af timer, ej heller ved at lære alt teorien bag et musikinstruments opbygning, eller ved at studere noder. Den eneste rigtige metode er at begynde at spille på et instrument, samtidig med at man lærer om alt det andet.

Det er nøjagtig det samme med alle andre discipliner som f.eks. entrepreneurskab og forretningsudvikling – man kan lære en masse forskellige brugbare metoder, teorier og værktøjer, der kan hjælpe i mange forskellige situationen, men det der alene gør forskellen på om man mestrer det, er øvelse, øvelse og endnu mere øvelse.

Livet er en træningsbane for de flittige, hvor informationer med tiden bliver til viden - viden bliver ved fordybelse til know how - ved at øve sig og anvende know how succefuldt opbygges fortrolighed og selvtillid - selvtillid er kilden til foretagsomhed og entrepreneurskab. Et studie skal også være en træningsbane, og ikke bare et sted hvor man passivt bliver klædt på med viden og know how.

Dette er grundtanken bag alt undervisningen i entrepreneurskab på AU-HIH, lige fra fuldtidsstudierne i forretningsudvikling (Business Development Engineer og cand.polyt i teknologibaseret forretningsudvikling) og til de mange forskellige tværfaglige fag i foretagsomhed, innovation og entrepreneurskab. Det handler om at skabe praktiske træningsbaner for de studerende parallelt med det teoretiske forløb - både frivillige og obligatoriske.

Via et sådant forløb bliver ens kompetencer professionaliseret. Man tilegner sig et overblik og relevante erfaringer og sociale færdigheder, som gør en i stand bedre at kunne se muligheder og med en meget højere grad af sandsynlighed at kunne omsætte disse muligheder til værdiskabelse for sig selv og andre.

Entrepreneurskab & fagretninger på AU-HIH

På AU-HIH har vi siden 1999, hvor studieretningen Business Development Engineer (BDE) startede, haft stort fokus på forretningsudvikling og entrepreneurskab. Dette har gennem årene været med til at opbygge et solidt kendskab til fagområdet, og udvikle de pædagogiske metoder til at formidle og motivere til dette på. Siden hen er de gode erfaringer med dette, blevet til et fysisk iværksætter center, som alle med tilknytning til AU-HIH, gratis kan anvende, samt en lang række tværfaglige og meritgivende fag fra kreativitet og struktureret idéskabelse til innovation, skrivning af forretningsplaner eller vækststrategier for opstartede virksomheder.

Det delvist obligatoriske fag ”Innovation og idéskabelse” (Cross Cultural Innovation), er et fag på engelse til 5 ects point, som hovedsagelig tages som et koncentreret forløb i starten af andet semester. Faget er en blanding af en klassisk innovationcamp, og et teoretisk fag i fundamental innovationsteori og gælder for alle studieretninger. Målet er på et meget tidligt tidspunkt i studieforløbet, at give de studerende en grundlæggende viden om innovation, struktureret idéskabelse og styrken ved at arbejde i tværfaglige teams. Samtidig er målet at de studerende får en konkret oplevelse af at kunne anvende denne viden på et konkret udviklingsprojekt. yderligere er faget med til at ryste de studerende sammen på tværs af studieretninger, så forskelligheder med større sandsynlighed bliver til muligheder. Læs yderligere nedenfor…

Faget ”Foretagsomhed” (Developing Life Skills) er på engelsk og ligeledes til 5 ects-point. Målet med faget er at give de studerende et fagligt fundament og et grundlæggende ordforråd mht. hvad entrepreneurskab er i bredeste forstand. Fra realisering af dagligdags projekter og social entrepreneurskab, til direkte konceptudvikling af produkter og ydelser. Målet er også at give de studerende en træningsbane i at opdage og definere deres ”eget” projekt, og derefter lave en plan for dets realisering. Læs yderligere nedenfor…

Faget ”Business Case” (Business Case) er på dansk/engelsk og til 5 ects-point. Faget tager fat i den klassiske retning indenfor entrepreneurskab, hvor målet er at de studerende lærer at skrive en retvisende og overbevisende business case, der tydelig redegør for en forretningsidés potentiale. Business casen er semiakademisk hvilket betyder, at der er et ligeværdigt fokus på de akademiske dyder indenfor analyse og metodeanvendelse mv., og den praktiske informationsindsamling/håndtering af projektet. Business Casen fokuserer på de tre områder: ”kan det laves”, ”kan det sælges” og ”kan det betale sig”, men uden at skulle redegøre for udfordringerne ved opstart af virksomhed - man ser på projekter som hvis man var en etableret virksomhed. Læs yderligere nedenfor…

Faget ”Forretningsplanen” (Business Plan) er ligeledes på dansk/engelse og til 5 ects-point. Her er fokus hårdt på realisering og opstart af ny virksomhed, hvor man bygger oven på: ”kan det laves”, ”kan det sælges” og ”kan det betale sig”. Yderligere skal man ind og se på: ”kan det finansieres”, kan jeg magte det”, kan det realiseres rent strategisk” osv. Læs yderligere nedenfor…

Underviserne på Business Factory underviser også i forskellige andre fag på især BDE-studiet. Her kan nævnes konceptudvikling, marketing management, innovation osv.

Forløbet ”Specialisering i iværksætteri” er en valgfri specialiseringsretning og et koncentreret afslutningsforløb på BDE-studiet, der tager 3 semestre. Her er målet at de studerende skal kunne komme fra forretningsplan til kørende forretning, samtidig med at de færdiggør deres studie. Læs yderligere nedenfor.

Synes du at ovenstående lyder spændende og har du lyst til at flytte dine grænser for hvad du kan hvis du virkelig vil, så kom over i Business Factory og få en uforpligtende snak om hvad vi kan gøre for dig.

Venlig hilsen

Business Factory

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 22.09.2011